Nye tider

Jeg så engang en dokumentar i fjernsynet, der handlede om en mand, der var svært handicappet. Han sad i kørestol og skulle have hjælp til det meste.

Han havde haft et liv som de fleste inden ulykken. Men nu så hans liv totalt anderledes ud. Han kunne stort set intet af det, han havde kunnet før. Han levede med andre ord et stærkt begrænset liv.

En anderledes sandhed

Det interessante var at dokumentaren ikke vidnede om et menneske i nød. Manden havde det godt. Hvis vi altså skal tro hans ord. Han sagde faktisk, at han ikke ville tilbage til det liv han havde før. Der var simpelthen sket noget afgørende med ham og med hans selvopfattelse, og hans tilstedeværelse i livet efter ulykken. Der var sket en forandring eller måske nærmest en transformation med ham. Han havde fundet frem til en sandhed om det at være menneske, som gav ham livsfylde trods manglende førlighed.

Jeg blev faktisk ret provokeret. Det kunne da ikke passe. Min livsglæde forbinder jeg i høj grad med det at kunne løbe mig en tur. At kunne tumle rundt med mine børn. Det, at kunne sørge for sig selv, uden at skulle være afhængig af nogen. Havde jeg fuldstændigt ”misset” pointen om, hvad et godt liv er?

Jeg talte med nogle veninder, der konkluderede, at det blev han da nødt til at sige, for ellers ville han gå til. Men det overbeviste mig ikke. Jeg tror ikke, at noget menneske selv kan give sig en sandhed, det kan leve på. Måske for en tid, men det holder ikke i længden.

En af mine veninder sagde så: Måske er det provokerende, for det stiller et spørgsmål tilbage til os selv: Hvad er det, vi binder vores identitet op på? Hvad er det, vi tror, gør os glade? Er det det, at vi selv kan tage styringen i vores liv?

Høstens nye liv

Det fik mig til at tænke på høsttiden, som sommeren og efteråret er. Høsttemaet er gennemgående i biblen, og betydningerne mange. Vi sår i forventningen om alt det nye, der skal spire frem. Vi sår i håbe om, at noget godt vil vokse frem. Men det går ikke altid, som vi forventer det. Når der høstes og hugges af, kan noget nyt bryde frem. Nogle gange skal det gamle liv forlades, før vi kan få et nyt. Livets tilfældigheder kan give os en radikal ny indsigt.

Jeg tror alle årstider vækker en form for spiritualitet i os. De opdeler på hver deres helt særegen og fantastiske sæson året, så vi kaldes til se de dybere meningsfulde og livgivende forbindelser, med os selv, med andre, med naturen med dyr og ikke mindst det uendelige og uforklarlige som er livet selv og ikke mindst åndelige forbindelser. Vi er vævet ind i verden i mønstre og takter.

Gennem hele året udforsker vi sammen de forskellige oplevelser hver sæson så nådigt og hensynsløst byder os. Den store åndelige fare der venter, er den at vi distraheres af de uendelige krav og pligter i deres daglige gøremål, så vi fraværende går gennem dagene, uden at forholde os til og deltage i livets dybe, stille og hellige begivenheder.

Af alle årstider, er det den, vi befinder os i nu – SOMMER – som jeg personligt finder den mest nærende for min ånd. Jeg elsker sommeren, fordi sommeren har en vis naturlig og hensynsløs gæstfrihed, der entydigt opfordrer os til at møde verden “barfodet”. Sommeren opfordrer os til at “mindske barrierer”, som vi har tilladt at blive opført mellem os selv og alle de charmerende livsformer, der lever og bevæger sig omkring os. Om sommeren skræller vi lag tøj af… åbner vinduer og døre … sidder og sove udenfor … tilbringe flere timer under træerne med familie og venner … bader nøgent i det kolde vand … spise majs og vandmelon, mens vi lytter til fuglene … føler solens varme og nyder lyset, vind og regn på vores bare ansigter – om sommer bader vi i det simple og enkelte liv.

Sommeren tilskynder os til at nyde himmel og hav … solopgang og solnedgang … marker og skove … dyr og fugle … familie og venner … mad og sjov. Sommeren er den tid, som byder os velkommen og forbinder os med livet i alle dets dybe og hellige enkelhed.

Den økonomiske krise, de mange tusinde nye arbejdsløse og nedturen på boligmarkedet og friværdierne der forsvandt som dug for solen betyder en ændringer i vores menneskelige værdier. Værdier som vi har glemt, og som nogle unge er vokset op helt uden under de seneste årtiers vækst og forbrugsfest. De har medført en helt ny måde for mange at tænke på penge og vores liv.
Vi skærer ikke bare på vores udgifter og forbrug, vi er i stigende grad begyndt at afvise materialismen. Vi fokuserer på sikkerhed og iboende belønninger som relationer og personlig vækst frem for økonomisk velstand. Vi engagerer os i familien og lokalsamfundet, og spørger, hvordan vi kan hjælpe andre, ikke bare os selv. Ændringer i vores grundlæggende værdier der kan påvirke samfundet mange år fremover. Det faldende forbrug er ikke bare en midlertidig trend på grund af den dårlige økonomi, men et grundlæggende holdningsskifte til forbrug.

Det vil sandsynligvis betyde lav vækst og høj arbejdsløshed mange år fremover, en trend der ikke kan brydes af politiske beslutninger og vækstpakker, fordi det netop afspejler et grundlæggende skifte i holdning til økonomi, forbrug og hvilke værdier vi værdsætter. Tilgengæld vil vi føle og rigere på menneskelige relationer og arbejde hårdere på at ændre de grundlæggende ubalancer i verden, som fattigdom, sult, sygdom og klima. Og hvad betyder det så at vi ikke har råd til at skifte bil og boliginvetar hvert tredje år?

I den religiøse verden afvises de fysiske værdier og dyder. Stort set alle religioner prædiker undertrykkelse af menneskets fysiske tilfredsstillelse for psykiske og andre ikke-jordiske fordele. Selv buddhismen prædiker en ideologi af afsavn.

Ud fra et rationelt synspunkt, må dette standpunkt nødvendigvis udfordres. Den vigtigste form for fremskridt er økonomisk fremgang, hvilket øger levealderen, sundhed og velfærd for alle. Takket være den omfattende produktion af materielle goder og fremskridt inden for videnskab og teknologi, har vi fordoblet vores levetid, fremstillet sundhedsydelser til rådighed for alle, der er varme, el, kommunikation, og alle mulige bekvemmeligheder til rådighed for alle, og vi har fået mere og mere tid til fritid og åndelige stræben.

I sidste ende, kan man ikke leve uden værdsættelse af den materielle verden til en vis grad. Alle er forbrugere. Alle er erhvervsdrivende, selvom det kun er i en social sammenhæng. Vi bor i relativt frie samfund, vi har frihed til at interagere med andre mennesker, som vi ønsker. Vi må alle værdsatte forbruget af materielle goder, uanset vores ideologi om dette.

Nogle mennesker ofrer nogle af deres materielle behov for et “højere” mål. Hvis de ikke gør det til religiøs retorik, mener jeg, at det må være en personlig beslutning. Folk er frie til at vælge den måde, de ønsker at leve, så længe de ikke hindrer andre mennesker i at gøre som de ønsker.

Men når religiøse mennesker, uanset om de er kristne, islamister, buddhister eller andet, bruger deres religion som politisk aktivisme og prædiker anti-globalisering og anti-fremskridts retorik, er det dybt uansvarligt. De overskride grænserne for personlig tro og bruger trusler mod rationelle værdier. Prædiker om medfølelse er tomme, hvis man ikke fremmer en medfølende ideologi for fremskridt og frigørelse fra materielle behov.

Kommecialisering af ressourcer har medført en generel forbedring af livet for alle.